Generalforsamling i Tårup Forsamlingshus 2014

Årsberetning Tårup Forsamlingshus 2013

I 2013 har huset været udlejet 33 gange til private fester og 20 gange til foreninger ‐ huset har dermed været i brug i alt 53 dage. I forhold til 2012 har vi altså haft en fremgang på 20,5 %.

Huset har 84 medlemmer

Der har været afholdt 7 bestyrelsesmøder

I året 2013 har vi haft focus på at få vores varmeudgifter reduceret, således at vi kan begrænse vores store udgiftspost, som er opvarmning af huset. Vi har fået muret den lille port i gavlen til, der er sat ny dør i kælderen, gulvet under den store sal er isoleret og mellem 1. sal og den lille sal og entre er der også lagt isolering i.

Desuden er der sat varmestyring op, således at vi efter et arrangement kan få slukket for varmen tidligere ind vi før kunne.

Alle disse tiltag håber vi at kunne se på vores varmeforbrug. Det er langt sjovere at bruge penge til forbedringer end til opvarmning.

Vi har fået vores kælder sat i stand delvis ved hjælp af midler som Landbyrådet har skaffet og delvis ved hjælp af bestyrelsens egen arbejdsindsats. Det er meningen, at når der er arrangementer Under Egen, så kan dem som står for arrangementet få en nøgle udleveret, således at toiletterne kan benyttes ved disse lejligheder.

Kælderen fremstår nu meget lækker, lys og indbydende. Forsamlingshuset står for rengøringen, men hvis man finder dem snavsede når de skal bruges, er man selv forpligtede til at gøre rent. De vil blive gjort rene når Tina alligevel er i huset ‐ vi vil ikke ringe ekstra efter hende til dette.

I den store sal har vi malet væggene hvide, og vi har fået hængt rullegardiner op. Vi synes selv det har pyntet og vi får lidt mere lys, hvilket vi mente der var behov for, idet vi sidste år mistede et par vinduer i forbindelse med vores køkkenprojekt.

Vi har søgt om midler i 2012 til udsmykning af forsamlingshusets vægge, og vi var så heldige at få midler fra Lunde brand 1841. Midlerne har vi brugt i år på de nye billeder, som hænger i den store sal samt de små billeder som hænger i den lille sal.
Det er vore lokale fotograf og kunstner Gurli Nielsen, Tårup Strand, som har været en lille tur rundt i Tårup og fundet de smukke motiver og finurligheder. Vi fik et rigtig godt og meget favorable tilbud på billederne fra Gurli.

Vores nye køkken fungerer rigtig godt, men der har været lidt indkøringsproblemer og børnesygdomme, fordi det har været en udfordring med al den ny moderne teknik. Efterhånden er der dog kommet styr på det meste, og vi har en god
ressource i Peter når ovn og kaffemaskine gør knuder.

Kjeld har udfordringer i at fastholde køkkenfirmaet Ken, idet vores nye stålbordplader buer og er skæve, men han har styr på det, og de slipper ikke for deres ansvar.

Som I nok har bemærket har vi omkring årsskiftet sat vores entre i stand ‐ vi er meget glade og stolte over at vi har fået en pæn indgang! I skrivende stund mangler der dog fortsat lidt: bl.a. gulvafslibning og reparation af vores terrazzo gulv, men det vil ske. For en orden skyld kan jeg oplyse at i forhold regnskabet så kommer det til at figurere i 2014.

Vi er glade for vores støtteforening ‐ de afholder rigtig mange og super gode arrangementer, det er dejlig at se så mange støtte op omkring deres arrangementer.

Det er en udfordring, hvordan vi kan blive et forsamlingshus, hvor vi kan mødes uden, at det skal koste byens borgere penge og samtidig tjene penge til forbedringer. I bestyrelsen har vi rigtig mange gode ideer til forbedringer, men uden penge kan vi ikke gøre meget. Vi har dog selv gennemført nogle projekter, som ville koste en formue hvis vi skulle have professionelle håndværkere til arbejdet, men det slider også på bestyrelsens medlemmer at vi laver en del selv. Vi holder dog alle af vores flotte hus, og derfor bruger vi en del af vores fritid her.

Vi nyder også godt af andres hjælp når det brænder på ‐ vi har aldrig været i bekneb for frivillig arbejdskraft, og de er vi rigtig glade for!

Vi har fra den 1/1 2014 sat lejen ned til 2200 kr. for hele huset og så er der en stigning på 2 % årligt herefter. Den seneste regulering var før finanskrisen, hvor vi troede at træerne kunne vokse ind i himmelen. Vi var blevet det dyreste hus i kommunen, så selv om vi nu har et hus som fremstår ny renoveret og i topform så må vi tilpasse os tiderne.

Vi er altid åbne over for nye ideer til hvad vi skal bruge vores hus til, men man må have for øje, at vi i bestyrelsen er ansvarlige for at holde huset i god stand og få økonomien til at hænge sammen. Derfor kan det virke som om vi er grådige og altid tænker på penge, det gør vi også, men man må huske på, at det er ikke for egen vindings skyld, men for at vores fælles hus altid er i fin stand, så vi har gode rammer til at mødes i.

Jeg takke jer alle, der har ydet en indsats i huset i året, der er gået, og vi ser frem til mange flere dejlige timer sammen her i vores forsamlingshus i det kommende år.

Til sidst tak til bestyrelsen for et godt samarbejde og indsats i året der er gået og tak til vennerne for det gode samarbejde uden hinanden var vi ingenting.

Susanne Hintz
Formand for Tårup Forsamlingshus