Årsberetning 2023
Året 2023 var det første normale år efter coronapandemien – altså et år uden restriktioner af nogen art – hvilket har betydet normal drift af huset.

I 2023 har 88 husstande betalt for medlemskab af forsamlingshuset, hvilket svarer til 159 personer – og det er mig en stor glæde at sige, at det er en 14 husstande flere end 2022.

Forsamlingshuset har været i brug i alt 82 dage i 2023, heraf har 29 dage været før/efter dage og 5 dage har været brugt til vores egne arrangementer.
Forsamlingshuset har været vært ved 5 arrangementer i det forgangne år.

Første arrangement var

  • Fællesspisning for børnefamilier januar. Temaet var byg en burger. Arrangementet var rigtig hyggeligt og meget velbesøgt af både små og store. Det er dejligt at se, at der er så mange børnefamilier i byen og at de deltager i forsamlingshusets arrangementer.
  •  Generalforsamlingen blev afholdt i marts efter den sædvanlige skabelon
  • Helga Marie Nordby har været initiativtager til en Koncert med Klokkefrøerne i juni. Til arrangementet optrådte Klokkefrøerne med en super fin koncert og efterfølgende sanglege før vi blev trakteret med pølser og is fra grillhytten under Egen. En succes, der vil blive gentaget i år.
  • Familierne Bilde og Eriksen stod igen bag et lækkert arrangement med fællesspisning i september – vi havde valgt en tidlig start, så børnefamilierne kunne deltage, hvilket gav et rigtig godt fremmøde
  • og til sidst julebanko i december med ca. 95 deltagere, Marlene og Rikkes dejlige julemad, samt rigtig mange medbragte pakker og sponsorerede gaver fra både GF Forsikring, SuperBrugsen og Netto i Ørbæk samt blomster fra Frørup Andelskasse.

TUSIND TAK til alle, der har ydet en stor indsats for, at disse arrangementer har været mulige.

Ud over de ovennævnte arrangementer har bestyrelsen arbejdet med

  • Det videre arbejde med overdragelsen af frysehuset til Tårup Landsbyråd. Efter drøftelser med Nyborg Kommune er det blevet klart, at en overdragelse af frysehuset kun kan ske til en forening, der har vedtægter, hvilket Tårup Landsbyråd IKKE har. Bestyrelsen har derfor indgået i samarbejdet med Tårup Landsbyråd omkring udarbejdelse af vedtægter for foreningen ”Huset under Egen”
  • Henrik Kragh fra bestyrelsen har været initiativtager til endnu en Havefest under Egen i august sammen med andre gode borgere fra Tårup. Det var et yderst vellykket og velbesøgt arrangement, som heldigvis gentages her i 2024. Forsamlingshuset har igen i år doneret penge til leje af scenen – et beløb, der er ydet fra den sum, der blev overdraget til forsamlingshuset i forbindelse med nedlæggelse af Forsamlingshuset Venner.
  • Tove Damgaard og Henrik Nielsen deltager i arbejdet med landsbyens nye platform Taarup.dk

Som I alle ved har Steen Jensen modtaget GF’s ildsjælepris i 2023 for mange års arbejde med Tårupportalen, som vi alle har stor glæde af. Steen har valgt at donere pengene til indkøb af et motoriseret lærred til forsamlingshuset – og har selv monteret det sammen med Eskild og Viggo.

TUSIND TAK for donationen. Jeg ved, at lærredet allerede bliver brugt flittigt til diverse arrangementer.

Bestyrelsesmedlem Viggo Hansen har desværre ønsket at udtræde af bestyrelsen og jeg vil med denne flydende gave takke Viggo for mange års arbejde for Tårup Forsamlingshus. Jeg tror, at vi stadig får brug for din store erfaring omkring driften af huset, så jeg håber, at jeg må liste over på den anden side af gaden for at få et godt råd.
STOR TAK for de mange timers frivillige arbejde for Forsamlingshuset.

Til sidst vil jeg TAKKE alle i bestyrelsen for et godt og konstruktivt arbejde i 2023 og jeg ser frem til samarbejdet omkring Forsamlingshuset her i 2024.

Hanne Dahl
Formand for Tårup Forsamlingshus.