Årsberetning 2025 
Året 2025 har budt på normal drift af huset.

I 2025 har der været svagt stigende medlemstal i forsamlingshuset – men alle tilstedeværende her må meget gerne opfordre nuværende og kommende beboere til at blive medlem af forsamlingshuset, da medlemskabet bidrager til, at vi kan holde huset kørende.

Forsamlingshuset har været i brug i alt 83 dage i 2025 til meget forskellige arrangementer. Ud over udlejninger til private arrangementer har både Seniorklubben, Foredragsforeningen, Kirken og Landsbyrådet brugt huset. Huset har endvidere huset et formiddags Yoga-hold efter initiativ fra Mathilde på Bækvej 8. Derudover har 8 dage har været brugt til vores egne arrangementer.

Forsamlingshuset har været vært ved 8 arrangementer i det forgangne år.

Første arrangement var

Brunch i samarbejde med Kirken, hvor vi havde inviteret til brunch efter højmessen. Det var et hyggeligt og velbesøgt arrangement.

Generalforsamlingen blev afholdt i marts efter den sædvanlige skabelon, desværre var fremmødet ikke så stort.

I slutningen af marts blev der afholdt et meget velbesøgt vinsmagningsarrangement med præsentation af vine fra lokale producenter. Det var et rigtigt godt arrangement med masser af god snak og hvor deltagerne blev hængende og hyggede sig.

I slutningen af april havde vi sat fokus på et arrangement for børnefamilierne. Ca. 30 deltog i arrangementet og der blev spist masser af Marlenes lækre lasagne.

Helga Marie Nordby har igen i år været initiativtager til en Koncert med Klokkefrøerne i juni. Til arrangementet optrådte Klokkefrøerne med en super fin koncert og efterfølgende sanglege før vi blev trakteret med pølser og is fra grillhytten under Egen. En succes, der vil blive gentaget i år.

Familierne Bilde og Eriksen stod igen bag et lækkert arrangement med fællesspisning i september – vi havde valgt at indvie de nye Højskolesangbøger med fællessang ved dette arrangement som Andre spillede til.

På initiativ fra Else Marie har der igen været afholdt Halloween på arealet under Egen. Arrangementet forløb over 2 seancer med udskæring af græskar lørdagen før Halloween og selve Halloweenarrangementet, hvor vi blev trakteret med varm kakao. Det var et skræmmende godt arrangement i mørket kun oplyst af de mange græskarlygter og med spøgelser, skeletter og masser af spindelvæv samt fine udklædninger.

og til sidst julebanko i december med ca. 90 deltagere, Marlene og Rikkes dejlige julemad, samt rigtig mange medbragte pakker og sponsorerede gaver fra både SuperBrugsen, Rema1000 og Netto i Ørbæk samt blomster fra Frørup Andelskasse.

TUSIND TAK til alle, der har ydet en stor indsats for, at disse arrangementer har været mulige.

Ud over de ovennævnte arrangementer har bestyrelsen arbejdet med

  • Renovering af fuger omkring vinduerne i huset. Vi har søgt og fået tilskud gennem renoveringspuljen fra Nyborg Kommune. Arbejdet er udført.
  • Nedsættelse af personbelastningen i store sal med hjælp fra Brandinspektøren. Dette er gjort muligt uden krav om beregninger fra brandingeniør, da Nyborg Kommune har ændret reglerne. Der er sendt ansøgning om nedsættelse af personbelastningen til 130 personer, men vi har ikke fået svar endnu.
  • I forbindelse med det lovpligtige elsyn er husets indvendige elinstallation blevet opdateret for at overholde nye myndighedskrav og lovgivning.
  • Vi har modtaget en donation fra Nordea Fonden på 40 nye højskolesangbøger i forbindelse med Nordea Fondens ønske om at udbrede fællessang.
  • Vi har gennem længere tid arbejdet med muligheden for at udskifte husets nuværende varmekilde til opvarmning med varmepumpe, og har i den forbindelse fået beregnet et komplet projekt og tilbud fra Energi Fyn på 328.000 kr. for ændring af husets nuværende gasinstallation til 2 nye varmepumper samt fjernelse af de gamle gasfyr. Bestyrelsen har ansøgt Nordea Fondens renoveringspulje om beløbet med en egenfinansiering på 50.000 kr. Vi afventer svar her sidst i marts 2026. Projektet er dog kun muligt at gennemføre, hvis vi modtager donationen fra Nordea Fonden.
  • Henrik Kragh fra bestyrelsen har været initiativtager til endnu en Havefest under Egen i august sammen med andre gode borgere fra Tårup. Det var et yderst vellykket og velbesøgt arrangement, som heldigvis gentages her i 2026. Forsamlingshuset har igen i år doneret penge til leje af scenen – et beløb, der er ydet fra den sum, der blev overdraget til forsamlingshuset i forbindelse med nedlæggelse af Forsamlingshuset Venner.
  • Tove Damgaard og Henrik Nielsen deltager fortsat i arbejdet med landsbyens platform Tårup.dk

Til sidst vil jeg TAKKE alle i bestyrelsen for et godt og konstruktivt arbejde i 2025 og jeg ser frem til samarbejdet omkring Forsamlingshuset her i 2026.

Hanne Bilde har været medlem af bestyrelsen i mange år og har varetaget hvervet som kasserer med stort engagement og kompetence, men ønsker ikke at modtage genvalg til bestyrelsen. Jeg vil benytte lejligheden til at takke Hanne rigtig mange gange for hendes kæmpe arbejde for Tårup Forsamlingshus.

TUSIND TAK FOR DIN ARBEJDSINDSATS.

Erik Jensen har ønsket at udtræde af bestyrelsen uden at være på valg på grund af stort arbejdspres. Jeg vil også benytte lejligheden til at takke Erik for den indsats han har ydet i forbindelse med forskellige renoveringer i Tårup Forsamlingshus.

Jeg vil afslutte min beretning med at overrække denne lille sammenplantning til Hanne med mange tak for din og Fiskers store arbejdsindsats for forsamlingshuset og glæder mig over, at I stadig vil arrangere fællesspisning for os alle og være behjælpelig med mindre vedligeholdelsesarbejder i huset.

Hanne Dahl
Formand for Tårup Forsamlingshus.